Theis Bothmann
AI i fotografi
Hvorfor valgte du at blive fotograf?
Jeg voksede op i en familie med skuespillere, sangere og musikere på den ene side, og købmænd og IT-folk på den anden. En kunstnerisk karriere lå nærmest i kortene, men jeg var for utålmodig til at øve instrumenter, og ville allerhelst bare kunne det hele på en gang. Min far arbejdede stort set hele sit liv i IBM, hvilket gjorde at han ofte var i USA af den ene eller anden årsag. Han har selv altid haft en teknisk interesse i fotografiet og derfor købte han altid noget nyt kameraudstyr med hjem. Når det så var blevet forældet fik min bror og jeg lov til at lege med det, og det er her jeg tror min interesse for video og fotografi opstod. Da jeg til min konfirmation ønskede mig, og fik mit første digitalkamera, et Olympus Mju 400, følte jeg at det hele faldt på plads. Fotografiet gav mig det hurtige output jeg manglede i musikken. Helt vildt kort fra tanke til handling og et kreativt output. Ingen øvebøger og ingen ventetid. Hvor længe har du arbejdet som fotograf? Jeg oprettede mit firma for 13 år siden og i år har jeg levet af det i 12. Jeg er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2014 i fotografisk kommunikation, og parallelt med det kommercielle og redaktionelle arbejde har jeg hele tiden dyrket egne projekter. Med en ven startede jeg Super Mercat, hvor vi lavede farverige, grafiske pop-art plakater. Og sammen med to venner byggede jeg Planetarisk Kogebog op fra bunden, hvor konceptet var klimavenlige opskrifter, videoer, billeder og kogebøger, senest Grøntsager (2022) og Vild Fisk (2021). De projekter har aldrig været adskilt fra mit fotografiske virke, men en del af det samme drive, og min store kærlighed til både mad og stilleben.
Hvilke erfaringer, genrer og projekter har formet dig, og hvad har været det gennemgående træk?
Jeg arbejder primært inden for konceptuelt stilleben, produkt og gastronomi. Herunder studio packshots, kampagnebilleder og det mere editorielle. Kunder som Royal Copenhagen og Carlsberg har lært mig at balancere stærke brandidentiteter med et personligt udtryk. Men nogle af de arbejder, jeg husker bedst, er dem hvor jeg er blevet kastet ind i et univers, jeg ikke kendte. For DBU byggede jeg en større billedbank op for deres IT-afdeling, og fordi jeg kom udefra sporten, stod jeg frit til at fortolke hvad der var interessant, både på og uden for banerne. Det er den slags kreativ frihed, jeg sætter højt. Mit gennemgående træk er en grafisk, farvestærk og kontrolleret æstetik. Jeg har altid meget fokus på lys, tekstur og komposition. De fleste af mine kunder får jeg via mund-til-mund, og det er jeg faktisk ret stolt af. Det synes jeg siger noget om at jeg prioriterer kvalitet og relation frem for volumen.
I hvilke faser bruger du AI, og har det ændret noget konkret?
Mit AI-arbejde er stadig eksperimenterende, og ikke noget jeg faktisk har leveret til nogen kunder. Endnu. Men jeg er i gang med at bygge egentlige pipelines i Figma Weave, med custom brand CVI prompts der sikrer, at output holder sig inden for en kundes visuelle identitet. Det ændrer allerede min måde at tænke pre-produktion på: jeg kan teste en visuel retning, og bygge et fungerende workflow ret hurtigt, uden at mobilisere et helt hold. Det tror jeg på gør det nemmere for mig at få et møde med en potentiel kunde, og at dialogen med kunden om retning og udtryk kan starte meget tidligere og meget mere konkret.
Hvilke dele af dit håndværk trækker du mest på når du arbejder med AI?
Lysforståelse, komposition og farvestyring. Når jeg evaluerer et genereret billede, bruger jeg præcis de samme kriterier som på en optagelse: er lyset korrekt, og hvordan er skyggen ift. personen eller elementet? Fungerer elementerne og farverne sammen? Afspejler output input? Stemmer det overens med moodboard og brandguidelines. AI kan mange ting, men det vil altid give dig ret i at et billede er flot ud fra de kriterier du har defineret. Du får aldrig et subjektivt svar, og derfor er du nødt til at have forståelse for lys, rum og æstetik for at kunne afgøre det selv. De kriterier jeg bruger til at vurdere et billede er de samme, uanset om jeg har skabt det med et kamera eller et AI-værktøj. Det handler i virkeligheden om hvorvidt idéen er blevet til det jeg forestillede mig eller ej. Og ja, man kan generere 100, 200, 10.000 variationer, men man er også nødt til at spørge sig selv hvad der er relevant, og om så mange flere billeder har så meget mere værdi. Det kan nok koges ned til: Hvad er succeskriteriet, og er det opnået.
Hvad er forskellen på at styre et fotoshoot og en generativ proces?
Der er stor forskel. På en optagelse styrer jeg en fysisk virkelighed i realtid: lys, subjekt, hold, produktion og timing. I en generativ proces styrer jeg sprog og parametre, og hvordan de forholder sig til hinanden. Det er mere iterativt: jeg beskriver, evaluerer, justerer, beskriver igen. På mange måder minder den generative proces faktisk om pre-produktion på en faktisk optagelse, forskellen er bare at når du står på set, er alle de beslutninger allerede taget. Den iterative proces i AI, som udefra ligner kontrol, er i virkeligheden en konstant dialog. Det kræver en præcis visuel forestillingsevne, du kan ikke bare bede nogen om at flytte lampen, en skål eller fjerne potteplanten i baggrunden. Du skal kunne formulere, hvad du ser for dig, sådan at AI forstår hvad du mener. I takt med at jeg arbejder mere og mere med AI begynder jeg også at få en dybere forståelse for hvad det kan, og særligt hvor begrænsningerne ligger. Jeg tror på at det er ved at forstå begrænsningerne og mulighederne fra begge verdener at man får det bedste ud af dem, og det er her den ægte synergi ligger.
"Mørkekammeret krævede teknik. Photoshop krævede softwareforståelse. AI kræver dømmekraft.” Er du enig?
Til dels. Mørkekammeret og processen i det analoge fotografi fra start til slut synes jeg er den ultimative blanding. For at tage billederne skal du have forståelse for lys, rum og komposition. Når du skal fremkalde skal du have teknisk viden både om udstyr og kemi. En fejl, og så er det hele ødelagt, uden mulighed for at gøre det om. I forstørrelsesprocessen kræver det tålmodighed, overblik, systemer, og ikke mindst de famøse 10.000 timer for at kunne lave en flot kopi. Jeg synes det er en blanding af både teknik, forståelse og dømmekraft. Men præcis som Photoshop og AI har det sine begrænsninger. Når det så er sagt, har hvert teknologiskift flyttet barren. Mørkekammeret var kemisk og håndværksmæssigt. Photoshop demokratiserede billedbehandling, men krævede softwareforståelse. AI fjerner endnu et lag, men efterlader noget, der er sværere at lære: evnen til at vurdere hvad der er godt og hvad der er skrammel. Uden det bliver AI blot et redskab til at producere gennemsnitlighed i høj hastighed, og det er der rigeligt af i forvejen.
Hvilke beslutninger kræver mest dømmekraft?
Det kræver dømmekraft at vurdere hvornår et projekt er en succes. Hvornår er noget nok? Hvornår er et billede færdigt? Når et AI-genereret element bryder med en kundes visuelle identitet, selvom det teknisk set er korrekt, skal man så afvige fra briefet, fordi man ser noget stærkere? Det tror jeg ikke er beslutninger, som kan automatiseres. Det er noget som kun kommer med erfaring.
Er fotografens vigtigste kompetence fremover at have smag?
Smag er en stor del af det, men det synes jeg allerede det er. Ofte bliver jeg hyret fordi en potentiel kunde kan forestille sig sit produkt eller brand i det univers jeg arbejder i og repræsenterer. I stedet for smag vil jeg hellere kalde det visuel dømmekraft med kontekst. Smag alene kan være arbitrært. Det, der gør en fotograf relevant fremover, er evnen til at trække på årevis af visuel erfaring og omsætte det til præcise beslutninger der matcher kundens behov, uanset hvilket værktøj man har i hånden. Mange snakker om "adapt or die", som jeg til dels er enig i. Jeg tror det der kommer til at skille fårene fra bukkene er evnen til at kombinere styrkerne fra det faktiske fotografi med styrkerne i AI, samt at respektere begrænsningerne.
Hvad tror du bliver den menneskelige kerne i fotografi?
Intentionen. At skabe på baggrund af lyst, og ikke fordi man kan. AI kan generere et uendeligt antal billeder, men det kan ikke beslutte, hvad der er værd at sige, eller stå inde for et udtryk over for en kunde. På den måde har AI kun sin berettigelse i kraft af mennesket, men jeg er oprigtigt i tvivl om hvor længe det forbliver sådan. Den menneskelige kerne er fortsat kurateringen, intentionen og det personlige perspektiv. Det, der gør et billede til noget frem for blot et tilfældigt generisk output.
Er der ydelser, du kan tilbyde nu, som du ikke kunne før?
Ja, og det mest interessante er egentlig ikke hvad AI kan alene, men hvad det kan når det er bygget oven på ægte fotografisk indhold. Jeg tror jeg kommer længst når jeg tilbyder mine kunder AI-løsninger baseret på billeder vi har skabt sammen. Det sikrer et stabilt output der altid er relevant og i linje med kundens visuelle univers. En ren AI-udbyder kan kun matche det hvis de har fuld adgang til kundens eksisterende billedbank og rettighederne til at træne på dem, hvilket sjældent er tilfældet. Derudover kan jeg tilbyde visuel konceptudvikling som en selvstændig leverance: bygge og teste en hel visuel verden, inden vi sætter første fod på set. Det åbner for en hurtigere og mere konkret dialog med klienten, og succeskriteriet kan hurtigt blive defineret. På længere sigt kan det også give klienter med strammere budgetter adgang til en høj visuel standard, uden at gå på kompromis med kvalitet.