Interview, Mathilde Olsen
Mathilde Olsen er visualiseringsarkitekt og portrætmaler, hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole i 2018 og vandt 2024 udgaven af tv programmet 'Danmarks Bedste Portrætmaler´. I sit virke bruger hun AI til at assistere i den kreative proces, især i skitsefasen.
I interviewet beskriver hun, hvordan det har gjort en forskel i hendes arbejdsproces og hvor det menneskelige bidrag stadig er vigtigt.
Portræt: Morten Svane
Hvordan bruger du AI-billedgenerering i dit arbejde?
Jeg står på to ben i min virksomhed – det ene er portrætmaler og det andet er visualiseringsarkitekt.
Som portrætmaler bruger jeg Midjourney til at skabe referencebilleder med modeller og settings, som jeg ellers ikke ville kunne tage med et kamera selv. Jeg bruger det også som inspirationsværktøj til at prøve kompositioner, farvekombinationer eller udtryk af.
Som visualiseringsarkitekt bruger jeg en kombination af SketchUp, Midjourney, ChatGPT og Photoshop til at skabe billeder af projekter i skitsefasen til f.eks. salgsmateriale, hvor jeg lynhurtigt kan give kunder, bygherre og samarbejdspartnere en overbevisende idé om projektets udtryk.
Hvor har de nye værktøjer gjort en forskel i din arbejdsproces?
Som portrætmaler har det gjort det muligt for mig at skabe referencebilleder, jeg ikke selv kan tage ’manuelt’. Jeg har altid brugt referencebilleder til mine værker, og efter mange år hvor jeg har brugt venner og bekendte som modeller i de samme omgivelser (min lejlighed, mit atelier, etc.) kan jeg nu lave ’photoshoots’ i Midjourney og skabe settings jeg aldrig ville have mulighed for at besøge selv – og uden at skulle hyre dyr lysopsætning, modeller, osv.
Som arkitekt har det gjort det muligt at lave visualiseringer på rekordtid på et niveau, jeg ikke før har kunnet. Jeg kan tilbyde mine kunder gode resultater til det halve eller en tredjedel af prisen, fordi jeg ikke behøver investere i dyr visualiseringssoftware og tunge 3D-programmer. Nu kan mine kunder sende en clay render eller et foto, eller jeg kan lave collager i Photoshop på et helt andet niveau end jeg plejer at kunne.
Hvordan har det påvirket din kreative proces og idéudvikling?
Jeg er langt mere åben og eksperimenterende i min kunst, fordi der ikke længere er praktiske begrænsninger. Jeg kan prøve mange flere ting af, uden at bruge dagevis på at klippe-klistre og skitsere. Det er et værktøj, der letter processen og giver mig bedre materiale at arbejde videre med.
Hvilke begrænsninger oplever du, og hvor ser du det menneskelige bidrag som mest relevant?
Jeg ser stadig nogle begrænsninger i de output jeg får. Helt konkret har Midjourney stadig problemer med at lave hænder, og jeg oplever også, at jeg har svært ved at styre de præcise detaljer i de bygninger jeg skal visualisere. Så Midjourney, især, digter på en måde, som jeg er nødt til at gå ind manuelt at rette op på i f.eks. Photoshop. Derfor bruger jeg heller aldrig det direkte output fra f.eks. Midjourney, men bearbejder det altid manuelt i postproduktionen. Som kunstner kommer hele det kunstneriske lag oven i når jeg håndmaler mit billede med akrylmaling eller tørpastel.
Har det ændret den måde, du samarbejder med kunder eller samarbejdspartnere på, og i så fald hvordan?
Det har gjort det muligt for mig som enkeltmandsvirksomhed at få større og flere kunder. Processen er hurtigere og jeg fornemmer at arkitekter og mine kollegaer i arkitektbranchen har mere mod på at prøve nogle ting af, fordi det ikke koster flere ugers arbejde og fordi de kan hente visualiseringshjælp eksternt, så de ikke skal låse interne ressourcer eller ansætte en medarbejder fast, til en stor månedsløn.
Du kan udforske Mathildes værker her: https://mfolsen.dk/ og på Instagram