Tammes Bernstein

AI i film- og videoproduktion

Tammes er klassisk trænet filminstruktør. Han arbejder på tværs af fiktion, dokumentar, reklamefilm og AI film. Han har instrueret dokumentarfilmen ‘Kærestebreve fra Thy’, og er repræsenteret som AI instruktør hos FERN.

Du er uddannet filminstruktør og kreativ, og er derudover også signet hos FERN som både traditionel instruktør og AI instruktør. Hvordan ser du koblingen mellem din klassiske filmuddannelse og de nye teknologiske muligheder?

Der er et kæmpe overlap mellem arbejdet som filminstruktør og det at skabe noget med AI. Begge dele handler om at have en idé og en vision og forsøge at konkretisere og formulere den så enkelt og præcist som muligt, så den kan omsættes til noget visuelt og komme ud at leve. Når det er traditionelt filmarbejde, sker det i samarbejde med et kreativt hold, mens det med AI sker i samspil med en AI-model. Begge processer er en form for kreativt samarbejde, hvor det endelige resultat er en fortolkning af den oprindelige idé og vision, der mange gange udvikler sig i en anden retning, end man havde tænkt, fordi der opstår noget nyt undervejs. Den proces elsker jeg.

Så du ser arbejdet med AI som et samarbejde?

Helt bestemt. Det skal ikke erstatte det menneskelige samarbejde og den kreative sparring, men det er nogle af de samme dynamikker og nogle af de samme ting, som gør processen sjov: at man smider noget op i luften, som bliver fortolket og sendt tilbage igen, som så skaber nye idéer i én selv.

Hvad var det oprindeligt der tiltrak dig mod arbejdet med AI?

Jeg vil gerne omsætte noget, jeg har oppe i hovedet, til noget, man kan sende ud i verden, og med AI er processen blevet nemmere. Det er hurtigere at prøve flere forskellige retninger af og afsøge idéer, og man kan lave ting, der ellers ikke ville kunne lade sig gøre. Man opdager også hurtigere, om en idé holder eller ej. Og så er der noget fedt ved selv at sidde med fingrene nede i det og med det samme se noget begynde at tage form.

En interessant trend i reklamefilm, er at man er begyndt at vise behind the scenes, som en del af kampagnerne, for at bevise at der ikke er brugt AI. Paradoksalt er denne klassiske iscenesættelse i sagens natur teatralsk. Hvordan navigerer du i spændingsfeltet mellem den tekniske præcision i AI, og det nødvendige menneskelige nærvær som publikum kan spejle sig i? 

Jeg har set, at der samtidig også er begyndt at komme flere og flere AI-genererede behind the scenes-film til AI-genererede film, selvom der selvfølgelig aldrig har været nogen optagelser. Så forvirringen er total.

For mig kan AI-genereret indhold sagtens vække og formidle følelser og være menneskeligt nærværende. Jeg synes godt, man kan mærke, når der er et menneske bag, som har haft en intention og truffet nogle valg ud fra, hvem de er. En stor del af arbejdet med AI handler om at kuratere, udvælge og videreudvikle de outputs, der taler til én. Når jeg arbejder med noget, prøver jeg at gå med de visuals, der får mig til at føle noget. Hvis man bruger mavefornemmelsen og følelserne i den proces, så kan andre forhåbentlig også mærke det.

Filmbranchen er kendt for at have perioder med downtime. Hvordan udnytter du disse pauser til at eksperimentere med nye teknologier og i hvor høj grad finder brudstykker fra dine personlige eksperimenter vej ind i dit professionelle virke?

Når jeg ikke sidder på et projekt, bruger jeg AI til at udforske idéer, og Instagram som et sted til at dele visuelle eksperimenter. Jeg er sikker på, at tingene kommer til at smitte mere og mere af på hinanden fremover.
For to år siden, i slutningen af klippefasen på min spillefilmsdokumentar ‘Kærestebreve fra Thy’, afprøvede jeg forskellige AI-modeller for at se, om AI kunne fungere som et greb i fortællingen. I filmen bruger musikeren Thomas Bach sine forældres gamle kærestebreve til at se på fortiden og få et nyt blik på sine forældre og sin opvækst, og jeg ville gerne undersøge, om jeg kunne vække den rejse til live med AI. Resultatet blev ikke helt godt nok, men hvis teknologien havde været mere moden dengang, er jeg sikker på, at det var blevet en del af filmen.

Hvordan vurderer du paratheden og modenheden i den danske filmbranche lige nu? Ser du AI som en katalysator, der vil åbne op for helt nye typer af historiefortælling som vi hidtil ikke har haft ressourcerne eller værktøjerne til at forløse?

Ja, helt klart. At der ikke er de samme økonomiske og praktiske begrænsninger, åbner helt sikkert op for nye måder at fortælle historier på. Jeg tror både, vi vil se flere genrefilm, som tidligere har været for dyre at producere, flere eksperimenterende film og flere low budget-film, der bruger AI til world-building og til at skabe rigere og mere detaljerede filmiske universer omkring historierne.

Hvis vi kigger længere frem hvordan ser du så de grundlæggende vilkår for filmskabelse ændre sig og hvilken betydning får det for instruktørens rolle når de tekniske barrierer bliver mindre?

Jeg tror, der vil opstå nye roller og kreative funktioner på et filmcrew, som kommer til at arbejde tæt sammen med instruktøren om at forløse historien. Jeg forestiller mig, at vi kommer til at se langt flere film skabt som hybrider mellem traditionel filmskabelse og AI, hvor AI både giver nogle produktionsmæssige muligheder og tilfører en ekstra dimension til fortællingen. Alt i alt håber og tror jeg, at det vil give plads til mere kreativitet i måden, vi fortæller historier på film.

Følg Tammes arbejde på Instagram:

https://www.instagram.com/tammesbernstein/ og https://www.instagram.com/tammesbernstein.ai/

Eller besøg hans hjemmeside: https://www.tammesbernstein.com/

Du kan også opleve Tammes som oplægsholder på Prompt Club d. 29. september 2026, hvor vi dykker ned i kreativ eksekvering med AI. Læs mere og book din plads her:

https://www.airevolution.dk/prompt-club